På Lodbjerg Hede, tæt på fiskesøen og få kilometer fra feriebyen Søndervig, ligger dette hyggelige sommerhus med plads til 6 personer. I vil straks føle jer velkomne i den lyse og venlige indretning, som blandt andet byder på sauna, spabad og en hems med sovepladser til børnene.
Så snart I træder ind ad døren på Klevevej 67, vil I blive mødt af venlige og indbydende omgivelser med lyst træ på vægge, gulve og lofter og store vinduer, der inviterer solens lys og de grønne omgivelser indenfor.
Husets badeværelse er udstyret med gulvvarme samt sauna og spabad, så I har mulighed for at forkæle jer selv lidt ekstra på ferien. Mon ikke det bliver et hit efter en gåtur langs vandet i den friske vestenvind?
De 6 sovepladser er fordelt på 2 soveværelser og en hems, som er velegnet til børnene. Stuen og køkkenet ligger i åben forbindelse, så alle kan følge med og hjælpe til, når der bliver lavet mad eller ryddet op efter middagen ? som er hurtigt klaret med hjælp fra opvaskemaskinen.
Fra stuen er der udgang til sommerhusets terrasse, som både er overdækket og afskærmet, så I til enhver tid kan sidde i læ for vinden eller tilberede aftensmaden på grillen selv på en regnvejrsdag.
Med beliggenheden på Klevevej på Lodbjerg Hede bor I hverken langt fra det ene eller det andet. Lystfiskerne kan glæde sig over at bo i gåafstand til Lodbjerg Hedes Put and Take fiskesø, og der er også en golfbane få 100 meter fra huset.
Både Søndervigs bymidte og det brusende Vesterhav befinder sig kun en kort køretur fra ferieadressen, så der er masser af aktiviteter og indkøbsmuligheder i nærheden.